Tisse igen. Drikke mere vand. Hovedpine. Tørre næsebor. Tør hals. VAND!
Mens jeg sidder på flyet bliver jeg enig med mig selv om, at jeg ikke vil forstyrre min sidde kammerat yderligere, da jeg allerede har været på toilettet 4 gange på de første par timer, da jeg har prøvet at holde mig hydreret. Mine kontaktlinser er ved at tørre ud, og jeg føler mig kvalm på grund af AC’en.
På vej til landingen, og vi kan ikke se noget udenfor, og mens vi alle tror vi stadig befinder os midt i skyerne, lander kaptajnen i tågede Frankfurt. Jeg har aldrig set noget lignende. Synbarheden er elendig, så jeg er taknemlig for en ren og sikker landing.
Da vi kom ud af flyet måtte vi stå og vente på at blive samlet op af en bus, og nogle af os endte med at stå 20 minutter i kulden. Ved siden af mig stod en indisk kvinde med hendes lille datter. Datter græd; hun frøs. Jeg tog mit tæppe frem, som jeg brugte i Chicago, da jeg overnattede på flisegulvet, og lagde det omkring den lille pige. Hun stoppede øjeblikkeligt med at græde, og moderen så undskyldende på mig, mens hun forklarede, at hun ikke havde regnet med at skulle stå i kulden så længe, og derfor ikke havde varmt nok tøj med til datteren. Jeg smilte bare, og sagde at hun ikke skulle bekymre sig om det… 5 minutter efter sov den lille pige i hendes moders arme.
teresablay
Posted on January 11, 2011
0