Mandag d. 22 november

Mens jeg sidder I min seng, med søvnige øjne, tænker jeg tilbage på de sidste par måneder. Automatisk flyver mine tanker hen på morgendagens skema, lektier og opgaver, men for at blive I tanken om, hvad jeg har lavet over det sidste stykke tid, minder jeg mig selv om første dagen.

Vi havde lige været en uge på familielejr, og humøret var I top, også selvom det havde været en lang køretur med trailer over Fyn… Vi havde stadig flytterod en måned efter vi flyttede ind, men jeg har fået at vide af venner, at det ikke var så slemt i konteksten.

Jeg startede skole midt i august, og jeg har aldrig haft så travlt i mit liv. Forstå mig ret, jeg klager ikke, og jeg når at lave alle mine lektier… Jeg når bare ikke meget mere end det. Jeg har 41 timer om ugen efter jul (på nuværende tidspunkt 39.5), og blandt det er ikke medregnet lektie-tid, så jeg føler mig til tider berettet til en højere SU, men det er ikke det mine nyheder skal handle om.

Jeg kom tilbage til Danmark i overbevisning om, at dette var Guds plan for mig over de næste år. Jeg er stadig stærkt overbevist om det, og jeg er på flere måde blevet bekræftet i den tro. Jeg nyder skole, jeg nyder min nye kirke og jeg nyder at bo dér, hvor jeg bor. Selvfølgelig er der dage, hvor det regner, og lektierne tager overhånd, og søndage hvor sengen bare er alt for dejlig, til at stå op, men når alt kommer til alt; jeg er bare glad!

Selvfølgelig har meget af det noget med livsindstilling at gøre, og det er nok også der, jeg bevæger mig lidt hen ad, men jeg er sikker på, at det også har noget at gøre med, at jeg har bestemt mig for, at mit liv ikke skal handle om mig, men om Gud.

Ligegyldig hvordan jeg vender og drejer tingene, ved jeg at jeg kan stole på Gud; han er trofast, og det giver mig en sikkerhed på en ironisk måde. Når jeg skriver ironisk, er det selvfølgelig ikke fordi jeg mener at det er paradoksalt eller ambivalent. Det er fordi den verden, jeg er vokset op i, har en tendens til at antyde, at Gud er et fænomen, der giver årsag til god opførsel og  tryghedsfornemmelse, men langt mere en teori der kan bygges gode moraler ud fra frem for en person.

Det er slet ikke fordi, jeg vil negligere sikkerheden i Gud, men min erfaring er, at når jeg har valgt det, som gør at jeg ved, at jeg går ”i Jesu fodspor”, er det som oftest noget, der har skudt alle overfladiske, upersonlige teorier i sænk, og har efterladt mig med en rå og sand bevidsthed om hans nærvær og kærlighed. Fuldstændig røvet fra al selviskhed, behov for anerkendelse, blottet med al min synd, langt fra dét verden vil kalde et sikkert sted at være. Men dér kunne jeg ikke være mere sikker: i min Skabers nærværd, i Hans åsyn, hvor jeg er villig, og han giver nåde i overflod.

Der er virkelig ikke andet til det end nåde! Jeg kan ikke gøre mig fortjent til hans nærværd, men jeg har fået den nåde af Ham, til at blive i Ham, ved nåde. Fra nåde til nåde. Derfor er jeg glad. Jeg er lykkelig. Lykkelig for, at jeg kender min Himmelske Far i dag, gennem den nåde han giver mig, og jeg ved, at han har nok nåde til, at jeg kan forblive i Ham til evig tid. Derfor er mit valg i dag… og i morgen, og dagene derefter; Ham!